15/07/2026
En vigtig og ærlig opdatering fra os hos Koldingvejs slagter ❤️
Kære kunder
Gennem 30 år har jeg drevet min slagterforretning med stolthed, passion og vigtigst af alt et kompromisløst fokus på fødevaresikkerhed. Man overlever ikke tre årtier i denne branche, hvis ikke der er fuldstændig styr på hygiejnen og råvarerne.
Derfor gør det også ondt helt ind i hjertet, at vi i øjeblikket hænger på to sure smileys grundet målinger af forhøjet temperatur i vores udstillingsdisk.
Vi ønsker at være 100% gennemsigtige over for jer, og vi vil gerne fortælle, hvad der sker bag kulisserne lige nu, og hvad vi gør ved det:
• Konstant overvågning: Gennem de sidste 5 uger har vi haft ekstraordinært fokus på disken. Vi tjekker og logger temperaturen manuelt 4 til 5 gange dagligt, og her har vores egne termometre stabilt vist mellem -2 °C og 2 °C.
• Professionel hjælp: Vi har haft et professionelt kølefirma tilknyttet, som har besøgt os ugentligt over en længere periode. Vi holder ferielukket i de næste 3 uger, og her arbejder kølefirmaet ufortrødent videre på højtryk for at løse problemet i den tomme butik.
• Ny disk på vej: Da vi ikke vil gå på kompromis, er vi i fuld dialog med producent af ny disk. Der er desværre leveringstid på den, men processen er sat i gang.
Vi gør absolut alt, hvad der står i vores magt for at leve op til de strenge krav, der findes og som vi naturligvis fuldt ud støtter op om. Fødevaresikkerheden er, og vil altid være, vores højeste prioritet.
Vi håber på jeres forståelse, takker for jeres tillid og opbakning. Det betyder meget for os ❤️
De bedste hilsner,
Kim Nielsen og Mads Madelung, Koldingvejs slagter